DM 2012 i Gilleleje
Mens Jonas Høgh-Christensen sloges i Weymouth, kæmpede 41 Finnjoller i Kattegat om DM-titlen. Jørgen Svendsen tog titlen som danmarksmester under meget friske vindforhold.
Af katrine bertelsen | 07-08-2012 19:13
I weekenden d. 2. – 4. august blev det årlige DIF-Danmarks mesterskab for Finnjoller sejlet på vandet ud for Gilleleje Sejlklub. Sejren gik til Jørgen Svendsen, KDY, sølvet til Thomas Mørup-Petersen, Vallensbæk Sejlklub og Michael Staal fra Dragør Sejlklub tog bronze.
Strøm og vind
41 både fra Holland, Sverige, Finland, Norge, Tyskland og Danmark havde i år valgt at deltage. Under de tre dage var alle vindforhold repræsenteret, startende torsdag med frisk vind op til 12 m/s med store runde bølger.
– Det er et godt at sejle, fortæller Jørgen Svendsen. Det var drømmevejr, sol og vind og tilpas temperatur.
Alle klarede sig fint i gennem de friske forhold, dog måtte enkelte ud og svømme. Fredag og lørdag var vinden aftaget til let til jævn vind, dog nu med ca. 2 knobs strøm, i samme retning som vinden.
Hollænderne gjorde – som de foregående år det godt – dog var to danske sejlere Jørgen Svendsen og Thomas Mørup-Petersen lige i hælene på de hurtige hollændere.
God baneledelse
Stævnet var på vandet professionelt ledet af Christian Lerche, som med sit team, sikrede superbaner på trods af de lidt skiftende forhold.
– Det gik som perler på en snor, fortæller DM-vinder Jørgen Svendsen, nærmest med militærisk præcision.
Fyrstelig beværtning
På land blev alle fyrsteligt beværtet af en oplagt Gilleleje sejlklub, både efter sejladserne, men også ved aftenssamlingerne blev der serveret fantastisk mad i rigelige mængder.
– De stod og stegte store stege, og der var fuld service. Det var et fantastisk arrangement, som Gilleleje Sejklub havde stablet på benene, siger Jørgen Svendsen.
Efter ni sejladser, kunne vinderen findes. Det blev hollænderen Karel van Hellemond der vandt stævnet, men da en udlænding ikke kan vinde et DM, gik guldet til Jørgen Svendsen
Gilleleje Sejlklub har efterfølgende lavet denne gode foto og videoreportage om stævnet – se video ved at trykke på dette link til video.
Den egl. vinder af DM Karel van Hellemond fra Holland, med vandrepræmien som er en afstøbning af Povl Elvstrøms venstre hånd. Foto: Lars Juel Christensen