DM 2018 I Middelfart
Kære deltagere, arrangører, banelederteam, jury, hjælperne, dem der ikke deltog samt vore fans rundt om i ind- og udland.
Der har allerede været rapporteret om sejladserne i bådpressen og på Facebook. Resultatlisten er også vedlagt her, og den viser et relativt stort sammenfald med resultaterne for de senere år.
Dog er det værd at bemærke, at ‘nybegyndere’ som har deltaget i vores clinics og har trænet lidt derhjemme, de er blevet tydeligt mere stabile. Udover at de selv fortæller, at det motiverer dem at føle og se en fremgang i at kunne sejle en Finnjolle, så beviser vi som jolleklasse over for os selv, at vi på 20. år fortsat magter at introducere mange forskellige sejlere til Finnjollen.
Også i år havde vi et par ‘rookies’, som var med for første gang. Henrik Mikkelsen, DEN 258 fra Veddelev Sejlklub, har sendt os følgende ‘rookie’ feedback (uddrag):
”Jeg har sejlet kølbåd i mange år, men savnede at kunne tage ud at sejle når jeg havde lyst. Så jeg købte en Finnjolle i foråret og meldte mig ind i Veddelev Sejlklub, da der allerede var 6 andre Finnjoller i klubben. I Juni måned kom Jens Kristian, DEN 246, ned til Klubben og gav alle os relativt uerfarne Finn sejlere lidt tips og tricks til masteopsætning og bådtrim. Samtidig opfordrede Jens Kristian os til at deltage i DM, for som han sagde, så giver det så meget træning at være på vandet i 3 dage, så jeg tog chancen!
For mig var det første gang jeg deltog i et stævne som jolle sejler, så jeg kom med lidt sommerfugle i maven, og det gjorde det ikke bedre at der var 8-11M/S vind om torsdagen. Dog lykkedes det at gennemføre alle sejllaser, og endog at blande sig med toppen af feltet, (blot et enkelt opkryds bagud!)
Som ’Rookie’ var det en stor fornøjelse at møde andre Finn sejlere og få sparket dæk og høre gamle røver historier. Jeg vil gerne takke for den åbenhed som er blandt sejlerne. Det er fantastisk, at i ikke er bange for at dele den erfaring, som i har opbygget i gennem mange år. Selv under sejladserne fik jeg staldtips!
Så sidder der andre sejlere ligesom mig, som tænker ”gad vide om jeg er god nok”, så frygt ikke, kom og vær med, du får SÅ meget mere ud af din jolle ved at være med i stævnerne.”
I år var feltet 50% udlændinge og 50% danskere blandt de godt 40 deltagere. Det har i mange år været sådan, at vi har en stor portion udlændinge med. I 2017 formåede danske sejlere at placere sig som nr 1-3 i det samlede stævneresultat. I år må vi erkende, at 1 tysker, 3 hollændere og 1 svensker kom før den første dansker, Otto Strandvig, DEN 21, på 6. pladsen. Det er langtfra første gang, at udlændinge sætter sig på de første pladser i vores DM stævne, og resultatet fra i år viser, at kvaliteten af deltagerne i stævnet igen er steget. Men også i år var der mange udenlandske deltagere, som ikke hører til eliten i deres hjemlande og placerer sig ned igennem resultatlisten.
Der er flere årsager til, at vi formår at trække mange udlændinge til DM. For de udenlandske elitesejlere er det et væsentligt element, at vi til vores DM altid formår at gennemføre sejladserne på et højt sportsligt niveau. Baneledere og jury bliver rost for at lægge gode baner, minimere ventetid og i det hele taget at have bedre styr på afviklingen, end mange af udlændingene er vant til hjemmefra.
Derudover sætter alle udlændingene pris på det uformelle og hyggelige samvær på vand og land. Der er altid rammer som understøtter, at vi deler viden og røverhistorier på tværs af lande. Forplejningen er stort set ‘all inclusive’ og af en god kvalitet uden madsnobberi.
I Finnjolleklubben tilskynder vi også til, at alle hjælpere, banelederteam osv deltager i alle bespisninger og sammenkomster under DM. Det ved vi, at alle sejlerne synes skaber en god stemning. Og for arrangør, hjælpere m.fl. er det også en god lejlighed til at få direkte feedback på deres indsats. Det lærer vi alle af, hvilket er et af formålene med at mødes til kapsejlads.
Fra Tyskland har vi på vegne af de tyske deltagere modtaget dette feedback fra Dirk Sievers, GER 141, Hamborg:
“Es war eine tolle Veranstaltung, geprägt von einer unkomplizierten Gastfreundschaft des Middelfart Segelklub`s, einem tollen Sportsgeist sowie einem interessanten Revier.
Unserer Meinung nach hat wirklich alles gestimmt so das wir mit Sicherheit im kommenden Jahr wiederkommen werden !
Nochmals vielen Dank für diesen Event der nicht nur sportlich anspruchsvoll war, sondern auch Freundschaften ermöglicht hat.”
Fra alle deltagere var der stor ros til arrangøren Middelfart Sejlklub og de ca 40 frivillige, som arbejdede sammen for at skabe det gode DM stævne. Fra Finnjolleklubbens side er vi interesserede i at gøre det så let som muligt for en arrangør. Vi har de fleste ting beskrevet i manualer mm, som blot skal tilpasses det enkelte arrangement. Derigennem håber vi at understøtte arrangøren i, at de også får mulighed for at fokusere på nogle mål, som de sætter op for sig selv.
Fra DM koordinatoren i Middelfart Sejlklub, Christian Thomsen, har vi fået følgende feedback (uddrag):
“For vort vedkommende har vi ikke haft stævner i den kaliber i de sidste 10-15 år. Mange af de personer, som var med den gang, er ikke længere i klubben, og al knowhow omkring afvikling og logistik er gået tabt. Vi har tænkt, at tiden var inde til at genoplive stævneafholdelse, og jeg påtog mig opgaven at organisere. Det var sejt i starten at få folk i gang. Men pludselig kom der hul igennem, og folk meldte sig, og til sidst stod jeg med små 40 hjælpere. Mange faktisk meget kompetente, så derefter var det ikke svært.
I klubben har vi opnået at få et stort sammenhold omkring afholdelsen af et sådant arrangement, og samtidig en stolthed og også lidt forfængelighed i forhold til at levere et ordentligt produkt. Vi har opnået at have styr på logistik mm. i en digital verden, og føler nu gearet til at kunne håndtere lignende stævner fremover. Vi er igen kommet på sejlerlandskortet, og vi snakker om at forsøge at få et lignende stævne i klubben hvert år.”
I 2019 kommer vi til at sætte ny deltagerrekord til DM, fordi vi lægger det i sammenhæng med Finn Masters 2019. Mange udlændinge vil benytte chancen for at lære farvandet at kende, hvor vi skal sejle Masters. Det betyder også, at DM på nogle områder bliver lidt anderledes, men forhåbentlig vil vi, sammen med arrangøren, Sejlklubben Sundet, og alle de andre involverede parter, formå at lave et for alle ‘kulturelt genkendeligt DM’. Mere herom senere.
Dansk Finnjolleklub vil gerne takke Middelfart Sejlklub og alle deres frivillige hjælpere, baneleder teamet, jury og øvrige hjælpere for at skabe endnu et super godt Finnjolle DM i rækken. Og tak til alle sejlerne for at sejle fair og godt stævnet igennem, samt ikke mindst bidrage til den gode stemning.
Bestyrelsen
Dansk Finnjolleklub