DM 2004 Vallensbæk
I weekenden blev DM for Finnjoller, dygtigt afviklet af Vallensbæk Sejlklub, som lagde rammerne for 11 gode sejladser i let til frisk vind. Søren Holm tog sikkert guldet.
Søren Holm startede DM-serien med at lægge sig i spidsen af feltet og besluttede så at blive der. Det var så op til resten af deltagerne at sejle om de sekundære placeringer. Dog var der intense kampe om de efterfølgende placeringer, med Thomas Laursen som den ihærdige forsvarer af de danske farver overfor de hurtigt sejlende svenskere. Blandt svenskerne var i øvrigt den hurtige Kristian Ådermann som vandt den svenske OL udtagelse, men måtte vige pladsen i sidste øjeblik.
Enden på stævnet blev en suveræn Søren Holm med 9 førstepladser og 1 andenplads som tællende serie. I kampen om de efterfølgende placeringer i det danske mesterskab blev det en kamp mellem 5 både, hvor Thomas Laursen havde lagt sig i position som sølvinder, mens kampen om bronze var tæt mellem 3 både ført af Peer Cederberg, Michael Staal & Kenneth Bøggild. Slutningen blev dog at Kenneth Bøggild sikrede sig den sidste medalje, med et point til de efterfølgende danske både ført af Peer Cederberg efterfulgt af Michael Staal.
I stævnet var det dog de svenske både som dominerede med Kristian Ådermann i front med en 2. plads i stævnet.
Præmie for kammeratskab
Til præmieoverrækkelsen blev medaljetagerne fejret på behørig vis og Danmarksmesteren 2004 Søren Holm fik sin vandgang. Ud over dette havde Dansk Finnjolle klub også besluttet at uddele to specielle præmier. Den første specielle præmie gik til Kristian Ådermann, som havde udvist godt kammeratskab og hjælpsomhed ved at overlade sin egen top sejlpind til Peer Cederberg som havde mistet sin i den friske vind, herefter sejlede Kristian ind til havnen for at hente en til sit eget sejl og mistede derved en sejlads, men Kristian Ådermann sikrede at Per Cederberg kunne fortsætte sin kamp om bronzemedaljen.
Den anden special præmie var sponseret af DFDS Seaways og gik til årets mest ihærdige sejler, Michael Zinius, som stædigt havde sejlet alle sejladser, dette på trods af et meget stort antal svømmeture i den friske vind samt resultater i samtlige sejladser i den tunge ende. Michael er ny i klassen, med kun 10 sejlads timer, inden stævnet, dog er han fortsat ved frisk mod, og er klar til at gå på vandet når sejltøj og båden er tør igen.
Lever i bedste velgående
Alt i alt kan man på baggrund af årets Danmarksmesterskab se at den gamle Finnjolle lever og ånder i bedste velgående med aktive fleets fordelt over hele landet. I Dragør er der dog fortsat den største koncentration med 28 både på kajen. Der trænes ihærdigt tirsdag, torsdag og søndag, hvor nysgerrige kan møde op og prøve en tur i en af jollerne. Stor aktivitet er der ligeledes på Finnjolle klubbens hjemmeside www.finnjolle.dk. Udviklingen i klassen er ydermere således at man ikke behøver at veje +100 for at kunne følge med, da teknologien har betydet at der er udviklet master og sejl som kan tilpasses den enkelte sejler.
Danmarksmesterskabet blev afviklet som et åbent mesterskab med deltagere fra Holland, Tyskland, Sverige og naturligvis Danmark.
Næste væddeløb for Finnjoller er den 18. & 19. september 2004, hvor Snekkersten har inviteret fleeten til ranglistestævne.
Kenneth Bøggild
Finnjolle sejler