Mastenørderi

1. oktober 2018 

Otto Strandvig deler sine erfaringer med at gøre en mast noget blødere. Der skal advares mod at der anvendes matematik og måleudstyr i teksten.

”Jeg er ved et uheld blevet ejer af en meget stiv mast fra Høgh’en’s lager – den måler (eller målte) 79-105-81 / 503 F/A.

Når en mast er stiv F/A, altså på langs med sejlet, så skal man være meget dygtig til at trimme skødet, så sejlet ikke lukker især i let luft. Björn Allansson fortæller, at han kan få en F/A-stiv mast til at sejle i let luft, men han er på et andet niveau end os ’pensionister’ og for min del er det kun lykkedes for mig at få min F/A-stive mast til at lyne i smalle vind-vinduer.

Derfor har jeg valgt at slibe på masten for at gøre den blødere F/A. Med gode råd fra Björn greb jeg opgaven an som følger:

Første trin var at genskabe måleopsætningen, så det svarer til målerbrevet. Der er en frihedsgrad ved svanehalsen, fordi man jævnfør præsidenten måler fra ’videreførelsen af hulkehlen’. ’Videreførelsen af hulkehlen’ er en tilnærmelse som kan betyde 1-3 millimeter på mål 1 og 2. Mål 3 og tipmålet bliver ikke målbart påvirket.

Rent praktisk satte jeg murersnoren fast i toppen og bandt en 2,5 kg vægt i via et justerbart snorbånd ved svanehalsen. På den måde var jeg sikker på at spændingen i murersnoren var konstant og jeg kunne justere ’videreførelsen’ af hulkehlen så det passede med målerbrevet.

Næste punkt var at få en jævn bukning af masten, så jeg delte masten op i 10 målepunkter fra svanehals til topmærket.

Jeg prøvede først at måle fra gulvet med en lasermåler og simulere murersnoren med lidt excel-gymnastik – desværre er mit garagegulv for ujævnt, så jeg måtte gå old school med murersnoren – den er lige hvis spændingen er OK.

Jeg fotograferede tommestokken ved hver at de ti målepunkter, så jeg i fred og ro kunne aflæse og indtaste i excel.

Efter indtastning valgte jeg at vise tallene i en scatter-graf og lave et 4-grads polynomium-trendline. Der er en fejl i excel så trendlinen bliver forkert hvis man vælger en anden graf end scatter.

Mit mål var at gøre mastens krumning så symmetrisk som muligt så jeg sleb i hånden med korn 150 med det mål at reducere trendlinen til et andengradspolynomium.

Det er ikke så enkelt så jeg var igennem 8 iterationer med slibning og opmåling indtil trendlinen de facto var et andengradspolynomium.

Masten måler nu 83-109-83 og nu vil jeg teste om vinduet, hvor masten virker er blevet større.”

Otto Strandvig

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.