MASTEN – ET OVERBLIK
Når man kigger på riggen til en Finnjolle, så er det vigtigste at finde en mast som passer til ens fysik og sejlstil. Man skal som Master sejler være opmærksom på at topsejlerne sejler med meget stive master og generelt flade sejl. De gør det for at ’overleve’ på kryds og så have masser af kraft og fart på lænserne. De fleste af os kan ikke hænge et helt kryds og samtidigt styre så præcist, at vi kommer nogenlunde hurtigt op til topmærket med deres set-up.
På det seneste har der været diverse master med radikale mål som så afgjort har haft sine momenter, men som ingenlunde har været allround. Et eksempel herpå er den mast som Jonas Høgh (og mange andre topsejlere havde lignende ’konfiguration’) benyttede under OL i 2012, som var ganske hurtig i mellemluft og krapsø, men som under andre forhold har vist sig at være væsentligt langsommere end mere ’normale’ master.
Masten
Om masten skal være lavet af Wilke, HIT eller PATA er ikke afgørende, da alle masterne har vundet internationale stævner og sejladser både hos topsejlerne og i Masters feltet. Det som er vigtigt er at målene og egenskaberne matcher ens sejlstil, og ikke hvem der har produceret masten. Baggrunden for at Concept mangler i ovennævnte liste af producenter er, at de ikke længere producerer master, samt at de fleste af dem enten er eller har været revnet omkring hullet for faldet lige over svanehalsen.
Wilke har fra omkring 2014 leveret master med meget stiv kulfiber, som gør at disse master normalt har 1 kg korrektionsvægt påmonteret. Disse såkaldte Wilke 2 master har en mere rund forkant og er normalt hverken lakeret eller malet som den oprindelige Wilke model. Fartmæssigt er den ingen forskel, om end der rapporteres at de nye master ’reagerer’ hurtigere og dermed kan bestilles en smule stivere (omkring 10 mm mindre tip udbøjning til siden) end de ’normale’ mål.
HIT er ganske udbredt grundet en i starten ganske attraktiv pris. Har din mast ikke hook på faldet, så kan det monteres i løbet af et par timer, og koster omkring 1500 DKK i udstyr at installere(Undertegnede hjælper gerne med råd og vejledning). Fordelen med en Hook er at sejlet ikke synker ned af masten samt at der ikke er søjletryk på masten. HIT har grundlæggende to modeller, de er lavet i samme form med den nye model med en bedre finish. Den oprindelige HIT er lavet i ’almindelig’ kulfiber og kan normalt genkendes på at der ikke er monteret korrektionsvægte. Den nyeste model benytter som Wilke model 2 en meget stiv kulfiber, og har derfor monteret korrektionsvægt for at komme op på minimumsvægten. HIT’s nye model er normalt blødere under dæk end klassiske master og sejles for tiden med godt resultat på topniveau(Nicolas Heiner).
Pata har længe benyttet meget stiv kulfiber til deres master, hvorfor de på trods af maling har haft ganske store korrektionsvægte monteret. Ældre Pata master med fald med 1:2 udveksling skal have lavet ny mastetop såfremt der skal monteres hook på masten. Som med HIT står undertegnede gerne til rådighed med råd og vejledning. Pata masterne har gennem lang tid været ganske succesrige på topniveau(Bjørn Allanson, Gaspik).
Uanset producent er de følgende mastemål ment som anvisninger til hvad som vil virke for en master sejler i nogenlunde god form inden for de angivne vægtgrænser. Der er såvel måle som produktionsunøjagtigheder som gør at nedenstående mål, plus minus 1 til 2 millimeter, ikke gør den store forskel. Det skal dog bemærkes at såvel midtermål som tipmål skal være inden for grænserne. Det er med andre ord ikke nok at snakke om midtermål som 116, da det som der fremgår af nedenstående kan være tale om to helt forskellige master til forskellige størrelse sejler. Målene er taget fra faktiske master som har leveret gode resultater.
Udgangspunkt for sejler under de 85 kg(1/4, 1/2, 3/4 og tipmål):
F/A 89 120 89 525
Side 80 125 115 405
Udgangspunkt for mast for sejler mellem 90 og 100 kg:
FA 87-117-86 515 eller 86 115 84 515 – begge er ‘nulmaster’, den første er omkring 2012, den anden er den engelske ’nulmast’.
Side 76-120-112 383
Udgangspunkt for sejler over 100 kg (Og masten skal nok ikke være meget stivere hvis den skal være allround
F/A 87 116 87 Tip 511 eller 86 115 84 511
Side 74 116 106 Tip 370
Køber man masten brugt så mål den efter, og hvis muligt prøv et tur på havet inden du køber. En finnjolle mast holder i årtier uden ændring i egenskaber, og kræver blot lidt vedligehold således at den altid er enten malet/lakeret eller tildækket. Dette skal gøres da epoxy nedbrydes af UV-lys og dermed hvor godt det ’holder’ på kulfiberen og derigennem kan der ske en ændring i mastens egenskaber. Men kun ved dårligt vedligehold.
Næste trin er at få et sejl til masten -lidt sejlet
Finnjollesejl har generelt en ganske lang levetid når man er på motionistniveau eller vil gøre sig gældende i det danske felt af masters sejlere. Levetiden vurderes til at være omkring 2 år, selv ved næsten ugentlige sejlture og deltagelse i alle kalenderens stævner. For at gøre det simpelt anbefales det at finde et sejl og en mast som man sejler med, og dermed lærer at håndtere under alle forhold. Det er det samme som topsejlerne gør, så man ikke bliver (mentalt) fanget med det forkert udstyr hvis forholdene ændrer sig.
Nye sejl kan købes hos flere sejlmagere og de står gerne klar med råd og vejledning om hvilken model og mastekurve som sejlet skal have.
Der er følgende hoved leverandører af Finnjollesejl:
- North Sails har i årtier været referencen og har gennem tiderne haft mange modeller
- Hovedmodellen har været HV2 som er et sejl der er let at sejle med, men som efterhånden har så mange år på bagen at der ikke er nogen fornuftigt ubrugte at købe.
- Efterfølgeren M-1(Med Ben Ainslie varianten MB-1) kræver mere præcis styring for at være hurtigt.
- Efter M-1 kom Xi(med et nummer for besætningens vægt) som startede som allround sejl men endte som medium/hård luft model. Dette sejl kræver som M-1 en ganske præcis styring for at være hurtigt og kan til tider, uden nogen god forklaring, miste farten.
- Sidste skud på stammen er MB-1G, som benyttes at flere topsejlere som medium/hårdtvejrs sejl og af Giles Scott som allround sejl
- WB Sails har investeret meget i at udvikle Finnjollesejl baseret på Kevlar dug med traditionelle sejldugsbaner. WB er generelt lette at sejle med og trimme, der er mange modeller, men disse er de to mest udbredte
- Classic – Sejl med godt med power i, men som kan være en udfordring på kryds når det blæser
- Neo – Lidt rundere design end Classic og lettere at sejle i krapsø
- BM Sails – har i samarbejde med de danske Masters sejlere udviklet et sejl i samme dug som WB. Sejlet kræver minimalt trim og er hurtigt under alle forhold. Man skal dog være over sejlet for at få det rette trim på læns i let luft
- Quantum – Har i 2020 udviklet en ny model som i Danmark har vist ganske gode takter. Der skal styres præcist da indgangen på sejlet er ganske flad.
- Doyle – Har to modeller, et i Kevlar dug og traditionelt design og et i triradial design som North. Sejlene har ens design og har ganske meget ’power’ og har under træning vist gode takter
Køber man sejlet nyt vil sejlmageren tilpasse det til din mast og vægt.
Køber man et brugt sejl er den letteste test at sætte sejlet på masten og sejle en tur. Ser sejlet ok ud, og sejler du fremad, så køb det. For de få mm som der justeres under fremstillingen, kan nemt forsvinde i dårligt trim eller det faktum at ens mast ikke lige bøjer som sejlmageren havde regnet med. Eksempelvis vil et sejl lavet til en let sejler på en blød mast, også kunne fungere ganske glimrende på en stivere mast med en tung sejler. Forskellene svarer normalt nogenlunde til de justeringer i design og forkurve som sejlmageren laver når et sejl bestilles.
Mastetrim
Med passende mast og sejl, skal det nu sættes korrekt op. Det anbefales igen at bruge et standard trim til alle forhold, og kun flytte sværdet tilbage såfremt det blæser eller man ikke kan holde jollen. Standard trimmet er:
Devoti classic: Afstand fra agterkant af mastering til kan på masteboks i dæk: 48 til 51 mm, jo lettere jo længere frem.
Alle andre: 62,5 cm fra stævnens forlængelse til forkant af mastering.
Mastehældning 6.73 m – føles jollen ’for stiv’ på kryds i begyndende hængeluft og med bommen i dækket så læg masten 1 cm ned (Det er svarer til at flytte 1 mm i bunden eller i dækket). Er jollen omvendt slatten, så ryk/rejs masten 1 cm frem. Normalt skal der ikke mere til.
Sværdet helt frem. Det flyttes til midt i kisten ved ca 6m/s og helt tilbage over 8m/s. Hvis du kan holde jollen er der ingen grund til at flytte sværdet, mens det kan flyttes tilbage tidligere hvis der er krapsø. Jollen kommer ‘lettere’ over bølgerne med sværdet tilbage.
Der er ingen grund til at trimme om på dette trim hvis vinden ændrer sig. Brug istedet skødet, trimliner og placering i jollen. Og så giver det mulighed for at koncentrere sig om at kigge ud af jollen og få sejlet. Her er der normalt meget mere at vinde.
I håb om at ovenstående har uddybet og forklaret maste og sejlmysteriet en lille smule.
Jens Kristian – DEN 246