SVINGTEST – EN FINNJOLLESPECIALITET
En af de specielle ting omkring Finnjollen er at den har en regel for vægtfordeling som ikke er beskrevet ved dimensioner som i mange andre klasser. Indtil 70’erne var der i klassereglerne var ganske klare angivelser af hvordan båden skulle dimensioneres og bygges, men ved overgangen til glasfiberbåde blev disse regler udfordret.
For at dæmme op for de efterhånden store forskelle og eksempler på snyd ’opfandt’ Gilbert Lamboley den såkaldte svingtest. Svingtesten er baseret på de fysiske love for penduler med en fordeling af vægten. Vægtfordeling kaldes i denne sammenhæng for masseinertimoment, og svingningsradiussen som vi alle kender fra målebrevet indgår i ligningen for svingningstiden sammen med tyngdepunktets afstand til ophængningspunktet. Masseinertimoment udregnes med kvadratet af et givet legemes afstand til det samlede tyngdepunktet, således at en fordobling af afstanden giver en firdobling af masseinertimomentet.
Og hvad betyder det så for mig som Finnjollesejler kan man jo spørge? Inden det spørgsmål besvares, skal det oplyses at der er lavet såvel tank som computerforsøg med en 3/4 tonner i standard og i race udgave. Dvs grundlæggende samme båd (type og vægt) men med forskellig svingningsradius grundet forskelle i indretning, opbygning og rig. I forsøget var forskellen på svingningsradiussen mellem de to versioner omkring 10% for hele båden inklusive rig, men det var fartforskellen på 2,2% også i 6-8 sekundmeter luft og krapsø. Helt så store forskelle er der ikke på moderne Finnjollers svingningsradius, men lidt har jo også ret.
Begrænsningen på svingningsradiussen i en Finnjolle er lavet for at sikre fair sejlads men også sat så højt at det ikke går ud over holdbarheden, da der ikke er nogen som har fortolket reglerne til deres fordel, alternativt har så mange penge at båden er bygget i unobtanium (det næste efter kulfiberJ) som gør at skroget vejer ingenting med al vægten lagt i en jernforstærket dobbeltbund for at nå op på de 116 kg minimumsvægt. For med 5 kg korrektionsvægte til at justere for lavt svingningsradius med og et krav om kun at bruge standard beslag og forbyde kulfiber er der i klassreglerne indbygget grænser for tyndt man kan bygge i enderne uden at få problemer.
Et andet punkt som er reguleret af reglerne er hvor langt tilbage tyngdepunktet må være i jollen. Jo længere tilbage, jo mere sidder vi som sejlere tæt på tyngdepunktet, hvorfor vi ad den vej reducerer bådens samlede intertimoment og dermed samlede svingningsradius. At masterne og sejlene over tiden er blevet lettere har også haft betydning for de moderne bådes reducerede svingningsradius i forhold til tidligere og dermed gjort dem lettere at sejle. Og jo lavere svingningsradius, jo lavere egenfrekevens får båden, og jo mindre energi kræves der for at starte og især stoppe en svingning (tur over bølgerne). Vi er ude i marginalerne her, men behovet for regelændringen blev netop klart ved et Gold Cup i engelsk krapsø hvor de nye amerikanske Newport både gik lettere og hurtigere gennem bølgerne end konkurrenternes.
Sidst men ikke mindst, må tyngdepunktet i en Finnjolle ikke være for tæt på bunden. Dette for at sikre at dækket ikke er for tyndt og dermed at jolle ikke holder til tidens tand.
Når man køber en ny Finnjolle bør man sikre sig at svingradiussen er så tæt på de minimale 1100mm som muligt, og hvis den ikke er tæt på minimum, at blyet er ude i enderne af båden. Ved at flytte blyet mod midten af båden kan man få svingningsradiussen ned. En båd som i målebrevet vejer 120kg med minimuns svingradius og blyet placeret i hækken kan ikke nedvejes til 116 kg da dens svingradius så vil komme under 1100mm. Husk at blyet er placeret for at få bådens vægtfordeling til at opfylde klassereglerne, så bly i enderne er ikke dårligt. Det fortæller at bådebyggeren har lavet en båd som er let i enderne, og som vil kunne optimeres. Om det er anbragt i hækken eller stævnen afgøres ene og alene af hvor tæt tyngdepunktet er på minimums længden fra hækken. Bly midt i jollen viser at man højst sandsynligt ikke kan få svingningsradiussen længere ned eller flytte tyngdepunktet end hvad disse allerede er.
Når man så har købt sine fine fuldt optimerede Jolle, så er det ganske let at få den fuldt optimeret jolle ned på almindeligt niveau igen. Man kan lægge eller hænge ting op bagerst i cockpittet, hænge en fyldt habengut sæk op omkring sværdkisten eller sætte 2 flaskeholdere påfyldt hver 0,75 liter vand fast på sværdstiverne. Alt sammen i god afstand fra det samlede tyngdepunkt som ligger et eller andet sted mellem forkanten af løjgangen og dine lår, og noget som giver mellem 10 og 20 mm ekstra svingningsradius for hvert kilo. Så habengut skal være midt i båden, der hvor du selv er. Centreret vægt også i form af vandflasker/madpakker mm, medvirker til at reducerer bådens samlede svingningsradius. (=fart, som fortalt ovenfor)
Så kan man jo spørge, hvad er vigtigst: Vægt eller svingningsradius ? Hvis vi forudsætter at en jolle er på minimum svingningsradius, men vejer et par kg for meget, så er det bedre end en båd som er på vægten men har dårlig svingningsradius. Årsagen er her at svingningsradiussen indgår i anden potens i den ligning som fortæller hvor meget energi der bruges i en svingning, mens vægten indgår i første potens. Alt inden for rimelighedens grænser naturligvis, samt det forhold at en Finnjolle ikke er særligt vægtfølsom når det kommer til fart.
Når man udfører en svingtest skal sværdet være helt tilbage og alle trimliner viklet omkring løjgangen, ligesom båden skal være helt tør. Hængepuder, extenders, kick-boards og magnetisk kompas indgår i både bådens vægt og dermed svingtest og fremgår af målebrevet. Elektronisk kompas indgår ikke i bådens vægt. Det elektroniske udstyr kan måle hvis en halv kopfuld vand ligger og skvulper frem og tilbage, så båden skal være tør.
Det skal her nævnes at Otto Strandvig de seneste sæsoner har været ganske suveræn i en jolle med svingradius på 1109mm, samt at Jonas Høgh Christensen vandt Gold Cup i en jolle som var 4kg fra klassens minimum, men som havde en lav svingtest. På fladt vand er svingradius af mindre betydning da båden ligger mere stille når den sejler.
Erfaringen siger at ligger tyngdepunktet mellem 2100 og 2145 mm fra agterspejlet, og svingtesten mellem 1100 og 1120 samt et tyngdepunkt omkring 260 mm fra bunden så er det en konkurrencedygtig jolle man har fat i. De fleste Finnjoller siden Vanguard opfylder ovenstående mål.
Såfremt ens jolle ikke er i overenstemmelse med målerbrevet med hensyn til udstyr og vægt, så er det ikke en Finnjolle. Den skal da ommåles for igen at være en Finnjolle. Klubben kan hjælpe med dette.
Og lad os så se at komme på havet og sejle.
Denne artikel er en opdatering af tidligere version, men god til lidt læsning henover sommeren.