DM 2021 beretningen
Fra DEN 246 har vi fået en god beretning.
I weekenden den 13. til 15. August 2021 afholdt Egå Sejlklub dansk mesterskab for Finnjoller med 53 deltagere fra Holland, Tyskland, Sverige og Danmark. Enkelte sejlere blev forhindret i sidste øjeblik grundet en positiv Corona test eller landets ændrede rejseregler. Vi håber, at de er klar til at deltage igen næste år.
For at sikre at der var styr på banelængde og al anden nødvendig mekanik omkring stævnet, startede fredagen med en prøvestart og et practice race. Med mere end 50 joller på linjen skal startlinjen være lang, ligesom et ønske om at hver sejlads tog 55 minutter krævede en finjustering af banelængden. Om selve sejladsen kan det oplyses, at feltet her fik anskuelighedsundervisning i, hvad som ventede. 3 sejlere havde forudset, at vinden ville dreje mod vest, og være kraftigere under land. De 3 var ganske langt foran resten af feltet efter prøverunden.
Første sejlads kom afsted i opfriskende vind med niveauet under sort flag fra starten og Oskar oppe (=fri pump på læns). Her viste det sig, at viden fra practice ikke kunne bruges, da de, som gik modsat, kom foran på en kraftig rummer og mere vind på den sidste del af krydset. Lænserne var svære, da der var mindst to krydsende bølgesystemer med nordgående dønninger nedenunder som krydderi. Tilbage på kryds skulle der arbejdes med forskelligt trim på de to halser, ligesom der skulle arbejdes med at holde styr på vindspring og vindhuller.
Anden sejlads kom afsted i yderligere tiltagende vind, hvor den sidste lænser var med jollen i fuld planing og et vildt ridt ned over bølgerne. Halvvejs nede ramte nogle vilde og meget lokale pust nogle af de forreste sejlere, med pludselige og uforudsigelige luv kæntringer til følge. Alle kom dog hurtigt op igen og kunne trods vand i båden fuldføre sejladserne med ikke alt for store tab af placeringer. Personligt satte jeg der pris på de to lænseporte i agterspejlet, som min jolle er udstyret med.
Vinden holdt sig lige akkurat sejlbar, så sejladsledelsen var i gang med at gøre klar til 3. sejlads, da en byge over Århus by bestemte sig for at tage en tur nordover, med kraftig vind og endnu kraftigere vindpust som visitkort. Der blev af den årsag hurtigt givet signal om at gå i havn. Så var der også tid til at forberede sig på aftenens grill party sponsoreret af Dansk Finnjolle Klub. Der blev grillet oksemørbrad i store mængder i gården bag klubben i god stemning mellem deltagerne og med den sædvanlige vidensdeling og karatesejlads (håndtegn der viser indbyrdes placering af joller, vindspring og jollens gang i bølgerne). Mangler du en god grill mester til et arrangement, så har vi et medlem som kan anbefales.
Vejrudsigten for lørdag havde lovet opfriskende vind fra omkring middag, hvorfor alle sejlere var klar til at gå på vandet omkring klokken 9. Inden jollerne kom i vandet, blev der meddelt om motorskade på følgebåden, hvorfor starten blev udskudt indtil ny følgebåd var fundet og udstyret flyttet over. Med ny følgebåde fundet (og mange tak til dommerbådsføreren for gestussen med at låne hans fine båd til formålet) og en time forsinket, blev der startet en sejlads i god kraftig vind fra vest. Her skulle man under land for at få vind og vindspringene rigtigt på første kryds, samtidigt med at jollen skulle hænges fladt. Lænseren var et vildt ridt, men bølgerne var nemmere at håndtere end om fredagen. Det var muligt at finde en modus, hvor man både sejlede hurtigt og sikkert. Andet kryds skulle man en smule i søen for derefter at vende på en skralder og derefter hænge alt det man kunne indtil topmærket. Vinden var nu vel over de 10 sekundmeter, som tiltog så meget, at de som startede med at have fat i den ’direkte’ pumpe på skødet måtte have fat i tampen og få det gennem bundblokken igen. Thomas Schmid (3 gange tidligere overalt vinder af DM og nr 2 i år) blev her observeret med en pludselig retningsændring med tilhørende nærdødskæntring, inden han fik styr på skødet igen og kom ’tørskoet’ i mål. Peter Overup, den svenske favorit og samlet nr 3 i stævnet, fik i denne sejlads, efter en start ved dommerbåden og et formidabelt første kryds, opbygget et temmelig stort forspring som holdt i mål.
Selvom BB 10’erne (som havde DM i de samme dage) var på vej i havn, så havde Finnjollerne en startprocedure i gang, indtil den lovede front slog igennem og sendte os i havn med efterfølgende besked om ikke flere sejladser den dag. På turen ind blev der af en sejler logget over 14 knob på en agten-for-tværs i en 4,5 meter lang Finnjolle.
Aftenen blev spenderet med helstegt pattegris på grill, hvortil de Hollandske deltagere fortalte, at de havde delt billedet at ’svinet’ på den hollandske klubs Facebook side og lovede 10 flere hollændere til næste års DM stævne.
Søndagen oprandt med fint solskin og lettere vind end de to foregående dage. Første sejlads var et spørgsmål om at finde trykket, gætte et vindspring og pumpe på læns. I toppen af feltet var konkurrencen tilspidset. Det stod meget klart, at hollænderne var bedre til at starte i så stort et felt, hvorfor de havde friheden til at sejle, hvorhen de ville. Den senere vinder, Karel van Hellemond, startede her sin serie med en solid førsteplads, og viste vejen med meget stor sikkerhed. Det var bare at forsøge at hænge i for at følge med.
Søndagens anden sejlads blev efter en kraftigt overtrådt af hele feltet sendt afsted under sort flag. Det betød, af det meste af feltet var langt fra linjen, dog undtagen 2 danskere og føromtalte Karel, som alle var 1 sekund for hurtige med skødet i en ellers flot sejlet sejlads med meget springende vind. Taktikken her var ind på midten og mod land for de fleste, mens Martin Mikkelsen (DM sølvinder) gik all in, fandt layline og et spor på den sidste del af krydset og vandt sejladsen. Einar Olsen, som eller plejer at sejle i den mere beskedne ende af feltet fulgte med, og fik en flot 16. plads i mål. Lars Hall som efter lørdagens sejladser lå på en delt første plads, kom på første kryds på den forkerte fløj og fik en placering i den meget tunge del af feltet.
I løbet af dagen havde vinden svinget mellem 2 yderpunkter med 40 grader imellem, så da 6. og sidste sejlads blev sendt afsted på den ’lave’ kurs, var der enkelte som valgte at sejle under land i håb om en rummer i den sky, som var på vej. Skyen ville det anderledes, og gav de, som gik i søen, mere vind og en rummer mod mærket. Men ud fra devisen om, at kan man miste så meget på et kryds, må man også kunne vinde det igen på næste, fik flere reddet placeringer på næste kryds. Her var det, som altid i store felter, et spørgsmål om at have fri vind og komme det rigtige sted hen. I nævnte rækkefølge. Frank Hansen som vandt DM bronze havde i den foregående sejlads vist profetiske evner (og godt kig til hvad der skete på BB10m banen) fået sin og Otto Strandvigs (DM guld) placeringer væsentligt forbedret, men denne gang var krystalkuglen ikke pudset ordentligt.
Det meget store felt af Finnjoller i Veddelev havde sendt en flot delegation til stævnet, som fik lært meget og har en masse historier at fortælle, når de kommer tilbage på fjorden.
Alt i alt et virkeligt godt arrangement, hvor der var Trolly Dollys (jollevognshentere) på slæbestedet under isætning og optagning af jollerne, således at det forløb hurtigt og gnidningsløst. Hvor alle mødtes om morgenen til morgenmad og madpakkesmøring, samt til snak efterfølgende enten på havnen eller på teltområdet, hvor enkelte havde fået en eftertragtet (og for Egå meget dyr) havudsigt. Der skal fra alle deltagere lyde en stor tak til alle involverede officials, dommere, jury og andre frivillige for et vel gennemført arrangement. Vi kommer gerne igen, ligesom vi har været forbi 2 gange til træningslejre det sidste års tid. Det virker. Hver gang!
Når sådan et stævne er overstået, må man jo også spørge sig selv, hvad vi som danske Finnjollesejlere lærte. Vi lærte, at vi skal have meget mere styr på vores starter, at vi skal blive bedre til læns, og at i et sådant felt koster de mindste fejl placeringer. Kigger vi på de top placerede til stævnet, så sejler de alle Fantastica’er, men det er min vurdering, at de også med andet udstyr ville have fået gode placeringer, da det var deres starter og dispositioner på kryds, som afgjorde deres placeringer. Samt kvaliteten af den rig som de har, udover timer og atter timer i jollen.
Med den opmærksomhed der var forhåbentlig var omkring DM stævnet i Egå, så håber Finnjolleklubben, at det endelig endelig vil danne grobund for etablering af flere Finnjolle fleets i Jylland. Der er rigeligt med potentielle sejlere at tage af! Og de behøver ikke være 2 meter høje, veje 100 kg og have hår mellem tænderne. Hvorfor (?) kan du læse mere om her.
Overalt vandt Karel van Hellemond (Holland) stævnet foran de sidste 3 års vinder Thomas Schmid (Tyskland), med Peter Overup (Sverige) på 3. pladsen. Kigger man på resultatlisten i top ti, så kan man se at de i forhold til tidligere år havde flere ’dårlige’ placeringer hvilket udover de dygtige sejlere må tilskrives de svære forhold som det er at sejler ud for Egå.
I DM konkurrencen vandt Otto Strandvig, KDY, guld foran Martin Mikkelsen, Middelfart Sejlklub og Frank Hansen, Dragør Sejlklub. Stort tillykke til alle præmietagere og dem de var foran.
Vi ses til næste år.
DEN 246, Jens Kristian
Resultater fra DM stævnet i Egå