Stævner

Fyn er Finn – om lørdagen

Vi har modtaget følgende beretning fra Søren Kjær, DEN 16, Veddelev Bådelaug.

Nyborg Sejlforening var vært for det Fynske mesterskab i Finnjolle i weekenden 19.-20. juni 2021. Det var fantastisk Finnjolle vejr lørdag, hvor sejlerne blev budt hele paletten fra let til absolut frisk vind. Søndag var der bare ingen vind, men så er det heldigt, at Fyn også er fin.

I dagene op til weekenden meldte alle meteorologer om masser af sol og 2-4 m/s. Som letvægter i feltet var det jo som at vente på juleaften. Men sidst på ugen ændredes det til 4-13m/s lørdag og en anelse mindre vind søndag, dog med stød til 11😱

Søren Kjær mestrer ikke kun de lette vinde længere. Den friske vind i Nyborg passede også godt og Søren blev samlet nr 3. Bredden i toppen af Finnjolleklassen vokser. (Foto: Peter Brøgger -arkiv)

Nogle var ankommet allerede fredag, og flere stødte til lørdag morgen. Fint vejr, med let vind, og efter den obligatoriske velkomsthilsen gik samtalerne på om banen måske lå lidt langt ude… men det tog kun en god halv time, og banen lå perfekt i fri vind.

Start til tiden, og med masser af skønne vindspring og drejninger kom banelederteamet virkelig på arbejde med at rette banen til. Meget fine baner med en sejltid på ca 40 minutter, og bedst af alt; ingen ventetid før næste start.

Track af Richard Berg Larsens sejladser lørdag. Man fornemmer, at dagen også bød på solide vindspring.

Vinden øgede stødt i takt med at armene blev længere og længere, og at sejle læns i Finnjolle bliver noget af en opgave når vinden øger. Man ER jo nødt til at pumpe i den direkte tamp fra bommen, og pulsen øger samtidig med at skødet langsomt trækkes ud af det faste greb..bommen kommer længere og længere ud, og vi ved alle hvad der så venter… og her en hilsen til Martin 😉 .

Selv kom jeg bragende mod Allan og Jens Kristian, og en stærk sejler havde nok klaret at få plads ved mærket, men kræfterne var brugt, og ved mærkerundingen var det bare at “smide kassen rundt” og så begynde at konfigurere til kryds… manøvren kan ikke anbefales med henblik på at komme først 🙄

Thomas Schmid, GER 193, var begejstret for stævnet, hvor han blev en sikker nr 2 efter vinderen Otto Strandvig. (Foto: Nikolaj Schwaner – arkiv)

Dommerne var fristede til at starte en femte sejlads, men med JKs humanitære indstilling og overtalelsesevne blev vi sendt i land. Fedeste planetur ind!! Obligatorisk moleøl (skønt med Refsvindinge bryggeri i baghaven) og “griller”.. Veddeløverne og Rørvigerne boede på samme hotel, så der var lagt op til fest. Armene kunne dog ikke klare at løfte glassene, så det blev relativ tidligt stille. Kun Per var klar, men han skal så lære at pumpe mere.

Største bekymringer for de magelige sejlere var valg af sejlertøj, ikke for varmt, ikke for koldt, men lige tilpas til både sol og vandsprøjt. Den nådesløse sol kostede på hydreringssituationen og flere måtte sande, at det er vigtigt at være på forkant med vandforsyningen og holde hovedet koldt.

Søndag startede med en meget klog beslutning om at vente til tordenvejret havde passeret, og hvilket vejr vi så fra balkonen! I sol og meget let vind fra nordøst blev vi så sendt ud i håb om to sejladser inden tidsfristen. Samme overvejelser som dagen før, kommer der virkelig op til 15m/s eller bliver det let vind. Banen lå lidt tættere på og igen tog det bare ca en halv time at komme frem. Vinden var stort set modsat det lovede, og da den forsvandt helt, blev vi sendt ind igen. Desværre ingen sejlads søndag, men vi prøvede da. Stor ros til dommerne for gode beslutninger! Så hyggeligt at møde alle jer gæve gutter igen, og jeg ser frem til næste gang🍻

De bedste hilsener Søren, DEN 16

Link til resultatliste: Fynsk Mesterskab resultater 2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.