Stævner

2020 AARHUS OLYMPIC DAYS

30. juni 2020 

Jens Kristian har sendt os en beretning fra årets første Finnjollestævne (foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto)

Invitationen til Olympic Days medførte at 11 Finnjollesejlere mødte op i det meget fine Sailing Center på Aarhus Havn. Enkelte valgte at benytte centrets overnatningsmuligheder, og dermed have udsigt fra første række til Aarhus bugten.

Selve stævnet var back to basics for at sikre at forsamlingsforbud med mere blev overholdt, hvorfor der hverken var stævnekontor, skippermøde eller mange officials på banerne. Det fungerede upåklageligt med fint afviklede sejladser og pølser og øl efter sejladserne. Her fik Finnjollesejlerne lært de andre sejlere, at der er to lænsere (=pølser) per sejlads.

Hver dag inden sejladserne briefede Laserjolletræneren de Finnsejlere, som måtte ønske det, om dagens vejr og vind. Så var man forberedt på de lette vindforhold, der prægede de to første dage, mens søndagens vind i første og halvdelen af anden sejlads var vel over vejrudsigten.

Fredagens 3 sejladser blev afholdt i svag, langsomt aftagende pålandsvind, hvor det eneste sted man ikke skulle være, var på midten af banen. Første sejlads vandt Casper Elkær, mens Allan Hansen vandt den næste sejlads på et solidt forspring fra et eminent kryds. Søren og Peter fra Veddelev viste i alle sejladserne virkelig god krydsfart, men måtte også indse, at deres lænsefart skal der arbejdes med.

Allan Hansen holdt hovedet koldt og sejlede klogt alle 3 dage, hvilket gav udbytte i form af en stensikker 2. plads (foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto)

Lørdagens start var udsat til klokken 13, da vejrudsigten lovede vakuum om formiddagen. En beslutning som viser, hvor kompetent sejladsledelsen er. Da vi kom på vandet, var der vind nok i de 2 første sejladser til, at Oskar (Pumpeflaget) kunne komme op, hvilket gav noget at lege med på lænserne. I den aftagende vind viste Allan Hansen at hans stående lænsevrik er bedre end pumpning, så længe der ikke er vind nok til at få jollen op at køre. I dagens anden sejlads præsterede Jens Kristian en stjernestart, hvor feltet troede han havde overtrådt. Men nej – og Jens Kristian kunne frit vælge sin vej til venstre side af banen. I tredje sejlads var der ikke meget vind på den sidste lænser, men alligevel stod det klart, at trimmer man jollen rigtigt, er der mange placeringer at hente selv for de tunge drenge i klassen. Da søndagsvejret ikke var kendt, blev der gennemført endnu en sejlads, hvor man først vidste om man var Hero eller Zero når topmærket blev rundet.

Inden vi tog ud søndag, blev det aftalt, at der skulle sejles 3 sejladser, således at folk kunne nå hjem i god ro og orden. Vinden i første sejlads var frisk, og man skulle til venstre på krydset, men mest af alt skulle man have boatspeed til at komme over de krappe søer, og kunne hænge hele vejen til mærket. Lænserne var en fest, for de som kunne pumpe på den direkte, mens andre fik vasket dækket, eller bare så på, at Otto Strandvig vandt knebent foran Jens Kristian. Starten til anden sejlads blev udsat indtil Gert Meiniche fik rejst jollen op. Første kryds og lænser var en gentagelse af første sejlads, men på andet opkryds fandt Allan Hansen lige et vindspring, som fik ham frem i feltet. Vinden i sidste sejlads kan bedst karakteriseres som ’Kastrup’, og hvis der var et mønster, så er det endnu ikke gået op for deltagerne.

Efter det afgørende havneræs, og for nogens vedkommende pakning af båd i regnvejr, en klassiker, var der præmieoverrækkelse.

Resultaterne fremgår af manage2sail, og havde en stabilt sejlende Allan Hansen på 2. pladsen, Otto som vinder og Martin Mikkelsen på 3. pladsen.

https://manage2sail.com/da-DK/event/b8e339ca-fc20-4f6d-9eaa-669b0b6a87de#!/results?classId=87e84474-6a62-483d-9e59-a4cec7caa522

Otto Strandvig strammede op med 3 prikker på sidstedagen og var urørlig på 1. pladsen (foto: Peter Brøgger – Sejlsportsfoto)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.