Sejler portrætter

Henrik Sørensen

PORTRÆT AF EN FINNJOLLE SEJLER – HENRIK SØRENSEN, DEN 298

21. september 2020

Henrik Sørensen sejler i en Devoti årgang 2012 med Wilke mast og dansk Bojsen-Møller sejl. Det er en fuldt ud konkurrencedygtig pakke til danske forhold og i det internationale Finn Masters felt (+40 år). Foto: Tobias Elkær.

Navn, alder, sejlklub:

Henrik Sørensen, 57 år, medlem af Politiets Idrætsforenings Sejlsportsafdeling.

Hvornår begyndte du at sejle?

Jeg begyndte at sejle som dreng omkring de 10 år. Min familie var et par år forinden flyttet til Korsør, og mine forældre så en reklame i Korsør Posten om muligheden for at sejle Optimistjolle, som jeg så startede i.

Hvilke både/joller har du sejlet i?

Efter optimistjollen købte jeg en gammel Europajolle. Det blev europaen, da der i naboklubben Skælskør var en ret stor flåde af Europaer. Men i Korsør havde den ikke den store tiltrækning, så jeg lå og sejlede alene rundt. Men efter Korsør Sejlklub i 1977 afholdt et VM udtagelsesstævne for Laserjoller, (i øvrigt udtagelse til VM i Australien, som Lasse Hjortnæs vandt) hvor der var over 100 både med, besluttede min far at sætte lidt skub i tingene, og i efteråret købte han 2 Laserjoller til min bror og mig. Elvstrøm, som havde agenturet dengang, havde et godt kampagnetilbud på Bådudstillingen i Bella Centeret. Bådene kom hjem og blev hængt op i carporten, hvor vi så kunne gå og se på dem hele den efterfølgende lange isvinter. Og den var lang den vinter. Først sidst i april -78, kom vi på vandet, og da vi efterfølgende deltog i klubbens onsdagssejladser, var der mindst en ny båd hver uge, og ved årets udgang var vi omkring 20 Laserjoller i Korsør. Nåh – det blev meget om Laserjoller, men det var en sjov tid.

Udover Laseren har jeg også sejlet Flipperjolle, Trapezjolle, også prøvet en smule Star og en del kølbåde af forskellig slags til bl.a. Fyn Rundt, Sjælland Rundt m.m. I 1984 deltog jeg i DM for Finnjoller. Det var lykkedes at skaffe nogle Finnjoller, som vi Lasersejlere kunne låne og se, om båden var noget fremover, som næste båd efter Laseren. Jeg ville gerne have fortsat i Finnjollen det efterfølgende år, men pga. jobskifte og jeg skiftede bopæl og flyttede fra Korsør til København, mødte min kone og alt muligt andet, kom jeg aldrig i gang, og røg efterfølgende helt ud af sejlsporten.

Hvornår begyndte du at sejle Finnjolle?

Jeg købte min båd brugt i efteråret 2018.

DM 2019 nævner Henrik som en af sine bedste oplevelser – indtil videre – i Finnjollen. Efter knap 1 år i jollen blev Henrik nr 10 blandt danskerne og nr 31 i et stort felt med mange udlændinge. Foto: Per Heegård.

Hvad fik dig til at prøve Finnjollen?

Det var den uforløste plan og drømmen om Finnjollen, som jeg havde gået med i omkring 34 år, som, da muligheden bød sig, skulle indfries. Jeg havde da cyklet en del år, men var løbet lidt sur i det, så der blev solgt ud af cykelparken og sparet op til båd. Nye regler med begrænsning i master og sejl, samt solide og holdbare både, har også gjort det økonomisk overkommeligt og muligt at få fat i en god brugt båd og udstyr som stadig er konkurrencedygtigt.

Hvad får dig til at blive ved at sejle Finnjolle?

Båden er jo super sjov at sejle, også selvom det er en tung krabat. Man bliver udfordret på både sejl-teknikken, taktikken, teknologien og fysikken, og det tiltaler mig meget. Det vigtigste er dog kammeratskabet, og du kan altid få et godt råd med på vejen. Der er kort sagt gode muligheder for at udvikle sig som sejler på alle områder. Men det aller aller vigtigste er kammeratskabet, og hyggen er i højsædet. Intet stævne uden moleøl og grill og (sø)røver historier.

Hvor meget sejler du i Finnjollen?

Jeg sejler i snit 2 gange om ugen i sommerperioden og 1 gang om ugen om vinteren. Man kan komme på havet og sejle med/mod ligesindede med max 5-10 minutter tilrigning – og selv bestemme hvornår og hvor længe man sejler, da man ikke er afhængig af koordinering med en besætning.

Vil du anbefale Finnjollen til andre sejlere – og hvorfor?

Ja – jeg kan kun anbefale at komme igang. Det kan ovenikøbet gøres for en overkommelig investering. Finnjollen er en robust og holdbar båd, og der findes gode brugte både og udstyr både i DK og i udlandet, og Finnjolle Klubben er klar til at hjælpe med at finde gode både til salg. Når først man har en ‘grundpakke’ at sejle med, så er de årlige omkostninger for at holde sig konkurrencedygtig ca 5-10.000 kr incl sejl.
Når vi kapsejler, sker det som regel på relativt korte baner, så bådene holdes samlet og man derfor ikke ligger spredt for alle vinde. Der er hele tiden nogen, du skal sejle fra.

Hvad skal man være opmærksom på, inden man kaster sig ud i at sejle Finnjolle?

Sørg for at få hjælp til indkøb af det rigtige udstyr, Dansk Finnjolleklub hjælper gerne med dette, ellers er der ingen undskyldning, bare se at komme igang

Hvad har hidtil været din bedste oplevelse i forbindelse med Finnjolle sejlads?

Det var i sensommeren 2018, hvor Finnjolle Klubben afholdt en Finnjolle Clinique, hvor alle kunne tilmelde sig. Det var lige efter jeg havde taget beslutningen om at komme igang med Finnjollen, så jeg tilmeldte mig, fik stillet båd til rådighed, fik god instruktion med på vejen, og blev i det hele taget modtaget af en masse dejlige, imødekommende og sjove Finnjolle sejlere, som villigt gav tip og råd fra sig. Det var her, jeg også købte min båd, som jeg også fik en masse hjælp og råd til i forbindelse med købet og køb af mast og sejl. Båden havde lidt kapsejlads sår, som skulle lappes, og også her var der god hjælp, i form af henvisning til god bådebygger.
2019 Masters VM i Skovshoved og DM samme sted weekenden inden, er de største sportsmæssige oplevelser, med masser af hygge, moleøl og kød i lange baner på grillen, og ikke mindst gode og fair sejladser, som altid foregår i god ro og orden. Juryen har sjældent travlt, og de få uoverensstemmelser, der kan forekomme under sejladserne, klares over en kop øl.

Henrik Sørensen, DEN 298, runder bundmærket lige i hælene på førerfeltet ved DM i 2020, hvor slut resultatet blev en 8. plads blandt danskerne og nr 16 blandt alle deltagere. Foto: Elina Maslo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.